​

Forord

Vi sidder i hver sin sofa. 

Klokken er 22. 

Som flere gange i den senere tid har Agnes sendt en sms på vej hjem fra et eller andet socialt med veninderne: “Laver du te og gør klar til Bachelorette?”

Det gør jeg. Naturligvis. 

Ikke fordi jeg har lyst til at se Bachelorette, men fordi jeg elsker invitationen og nyder samværet. 

Mens vi sidder der, får Agnes en sms. 

Hun læser den og er et øjeblik stille. 

Så rækker hun mig telefonen. 

“Hey, værelset er dit, hvis du vil have det. Vi vil i hvert fald rigtig gerne være dine roomies.” 

Og så nogle smileys og hjerter. 

Vi ser på hinanden. Og jubler. Hun blev valgt. 

Pludselig rejser hun sig, kommer over til mig og sætter sig på mit skød. 

En lille smule akavet, for hun er større end mig. 

Hun putter sit hoved ind til min hals, som hun plejede at gøre engang. 

Og så begynder hun at hulke. 

Jeg trøster et øjeblik. 

Og så gør jeg det samme.

Den næste halve time sidder vi der. 

Og hulker. 

Med mellemrum lyder der halvkvalte sætninger; ’det kom alt for pludseligt”….”jeg er slet ikke klar”. 

Og midt i et kæmpe hulk; ’jeg har jo ikke engang lært at vaske tøj endnu’. 

Men jeg ved, hun er klar. 

Hun har været det længe. 

Spørgsmålet er, om jeg er.