Mine gode intentioner om et månedligt blogindlæg blev hurtigt overhalet af hverdagen. Derfor bliver der her tale om en nytårsblog med et hurtigt tilbageblik på et begivenhedsrigt år, og af samme grund bliver det lidt langt, men man kan jo nøjes med at skimme.
Den største forandring i min hverdag har uden tvivl været mit nye politiske engagement.
Hvor meget tid bruger du på det, er det spørgsmål, jeg oftest bliver stillet, og uden at have talt timer er mit gæt, at omkring en tredjedel af mit arbejdsliv nu handler om aktiviteter, der er relateret til kommunalpolitik, herudover kommer en række aktiviteter, som jeg frivilligt og meget gerne deltager i.
Et omfattende onboardingforløb ved årets begyndelse klædte os alle godt på til opgaven, og efterfølgende har vi været – og er løbende – godt hjulpet af de dygtige medarbejdere på rådhuset, som altid er klar til at hjælpe og svare på alle mulige og umulige spørgsmål.
Det har gjort det meget let at finde vej.
Som i alle andre sammenhæng betyder relationerne rigtig meget for mig, og som gruppe er kommunalbestyrelsen heldigvis en meget homogen enhed med en høj grad af gensidig respekt uanset parti og plads både til både forskellighed, humor og hyggeligt samvær uden for møderne.
Det gode indbyrdes forhold afspejles ikke mindst i det 2-årige budget, som alle KB’s partier er fælles om. Det er i høj grad borgmester Michael Fengers fortjeneste. Det forpligter at have absolut flertal, og den forpligtelse lever borgmesteren i høj grad op til ved at være både lyttende og samarbejdsorienteret.
Og han leder på samme måde. Jeg har for første gang i mit liv oplevet af være til en slags MUS-samtale, den slags oplever man jo ikke som selvstændig, og det var en virkelig god oplevelse, der gav følelsen af at blive taget alvorligt også som ny politiker.
UDVALGSARBEJDE
Jeg er medlem af fire udvalg; Børn- og Ungeudvalget og Børneudvalget (som næstformand), Ældre, Social og Sundhed og Kultur- Unge og Fritid. Herudover deltager jeg i forskellige opgaveudvalg, hvor 10 borgere og fem politikere diskuterer forskellige problemstillinger og finder løsninger i fællesskab.
Det kan virke mærkeligt, at der både er et børneudvalg og et Børn- og Ungeudvalg, men sidstnævnte er et udvalg, der eksisterer i alle kommuner, og som har til opgave at træffe afgørelse i sager, hvor et barn eller en ung skal anbringes uden for hjemmet.
I udvalget sidder to politikere, to børnesagkyndige og en dommer samt en sekretær, og når en sag kommer for udvalget, møder parterne med deres advokater (barnet har altid sin egen), og på baggrund af deres forklaringer træffer udvalget en afgørelse, som efterfølgende kan ankes til Ankestyrelsen.
Er der børn, der bliver tvangsfjernet i Gentofte? Er et andet spørgsmål, jeg ofte bliver stillet, og ja, det er der, ikke mange sammenlignet med andre kommuner, men omkring 70 børn bor uden for hjemme, langt de fleste på en frivillig anbringelse. Det er en voldsom foranstaltning at placere et barn uden for hjemmet, og det er ubetinget den opgave, jeg går til med allerstørst alvor. Det var også et af de områder, jeg allerhelst ville arbejde med, fordi man igennem årene har hørt så mange forfærdelige historier. Heldigvis er det min oplevelse efter et år med mange møder, at der er stor retssikkerhed på området, at forvaltningen er grundige og omsorgsfulde i deres arbejde, og at mange andre tiltag forsøges for at støtte en familie, før man griber til noget så drastisk som en tvangsfjernelse.
Der, hvor jeg ser en stor udfordring, er i forhold til plejefamilier i nærområdet. Der findes stort set ingen plejefamilier i vores område, hvilket betyder, at barnet måske flyttes til Falster eller til Fyn og på dem måde fjernes fra alt det vante. Et fokus for mig i de kommende år vil derfor være at skabe fokus på behovet, for jeg er sikker på, at der er familier i Nordsjælland med overskud til opgaven, som samtidig er en fantastisk mulighed for at blive menneskeligt beriget og gøre en kæmpe forskel, ikke kun for et barn, men for en hel familie i en svær situation.
Under Børneudvalget hører blandt andet børneinstitutioner, et område, der er udfordret af et faldende børnetal og vanskeligheder ved at rekruttere uddannet personale. Derfor giver det god mening at samle kompetencerne på færre matrikler, og for at være helt sikker på, at dette foregår på den mest oplyste måde, er der planlagt en meget grundig og inddragende proces, som strækker sig over mere end et år. Det bedste ville selvfølgelig være flere børnefamilier i kommunen, ikke kun pga. børneinstitutionerne, men for det generelle liv i byen, men de høje boligpriser begrænser manges mulighed for at flytte hertil.
Under Børneudvalget hører også bekymringen for børnefattigdom. I Gentofte Kommune lever flere end 400 børn ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd under den officielle fattigdomsgrænse. Det er noget, der overrasker mange, og det er i høj grad noget, der bekymrer alle partier i kommunalbestyrelsen.
I erkendelse af, at der ikke fines lette måder at løse det på, er der iværksat en række initiativer, der skal gøre os klogere på området, så vi i samråd med organisationer og civilsamfund kan finde mulige løsninger for at støtte de familier, der har behov.
I Ældre-, Social- og Sundhedsudvalget har et af fokusområderne i år været den første tilfredshedsundersøgelse, der nogensinde er gennemført i kommunen i forhold til plejehjem og hjemmepleje, både blandt borgere/brugere og pårørende. Mens tilfredsheden med hjemmeplejen var høj, viste tilfredsheden med plejehjemmene sig at være lavere end forventet.
Siden jeg for to år siden selv blev pårørende på et af kommunens plejehjem med daglige besøg, har jeg været en hård kritiker, fordi jeg forventede, at det at bo på plejehjem var noget andet. At der var mere tid til omsorg og til at skabe indhold i dagen med hyggelige aktiviteter og ture ud i det fri.
I dag er mit syn mere nuanceret, og mine forventninger nogle andre. Jeg har stor respekt for medarbejderne, der gør deres bedste for at skabe gode betingelser for den enkelte i en vanskelig fase af livet – med begrænsede ressourcer. Medarbejderne er blevet en del af også min hverdag, og jeg er dybt afhængig af dem og af deres indsats for at kunne hvile i forvisningen om, at min mor er i trygge hænder.
Livskvaliteten skal vi pårørende til gengæld nok i højere grad indstille os på at skulle levere. Virkeligheden er nemlig den, at de fleste på plejehjem er udfordret på deres kognitive evner i en grad, som gør det vanskeligt at skabe indhold i dagen, medmindre der er tid til at gøre det stort set en til en. Og det er der sjældent ressourcer til. Derfor kommer det primært til at handle om helt basal pleje - og derfor er vi som pårørende en nødvendig ressource. Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan det skal blive anderledes uanset frisætning og gode intentioner. I sidste ende handler det som det meste andet om økonomi, og hvis vi skal øge borgernes oplevelse af livskvalitet, koster det flere penge, for så skal der været langt mere personale – og hvem skal de penge tages fra?
Kultur, Unge og Fritid er et stort område, der spreder sig over mange forskellige ting. Her har jeg naturligvis en særlig interesse i foreningslivet, som jeg er overbevist spiller en hovedrolle i forhold til børn og unges trivsel. Det er et emne, der går på tværs af flere udvalg i kommunalbestyrelsen og befinder sig øverst på den politiske dagsorden, ikke kun i Gentofte, men også på Christiansborg.
Ingen har endnu kunnet levere en entydig forklaring på, hvorfor så mange børn og unge mistrives, og derfor selvfølgelig heller ikke nogen bud på umiddelbare løsninger. Det er noget, vi kommer til at arbejde med i hele den indeværende valgperiode.
For mig er det frivillige foreningsliv noget af det vigtigste vi har. Her socialiseres og dannes børn og unge gennem en fælles interesse. Her skal de finde et alternativ til skolen, hvor de ikke hele tiden vurderes og måles, og hvor der er plads til at udvikle andre kompetencer, ikke mindst sociale. I idrætslivet handler det også om at understøtter den sunde livsstil, som vi så gerne vil grundlægge i børnene så tidligt som muligt.
Det problem, jeg ser i mange idrætsforeninger i dag, er imidlertid, at det i højere grad bliver en legeplads for voksne, hvor trænerens personlige ambitioner sætter dagsordenen, ofte på bekostning af børn og unges trivsel.
Det fik jeg lejlighed til at debattere med blandt andre Morten Stig Christensen fra Dansk Håndbold Forbund på Folkemødet, og vi var rørende enige om, at der trænger til en fornyelse af tankegangen i mange foreninger. Det er ikke noget, man politisk kan blande sig i, for der er foreningsfrihed i Danmark, og sådan skal det naturligvis også være, men jeg håber, at vi politisk kan være med til at skabe opmærksomhed på problemet og gennem dialog motivere foreningerne til at være med til at tage et vigtigt ansvar.
VIELSER
Jeg blev noget overrasket, da jeg første gang blev ringet op af bryllupskontoret og spurgt, om jeg kunne foretage en vielse, for det anede jeg ikke, at jeg kunne. Siden er det blevet til mange fantastiske oplevelser, og jeg har opdaget, at jeg er vild med at skrive taler. Og holde dem.
Hvert et par har brændt sig fast i min hukommelse; De allerførste, så smukke og søde, jeg ved ikke, hvem der var mest nervøs. Det unge par, der skulle vies efter kun 4 måneders bekendtskab, fordi de skulle flytte til et arabisk land. De seje verdensomsejlere, som var hjemme på en kort visit mellem to fem år lange sejladser og ’lige’ skulle giftes. Det lidt mere modne par, som havde inviteret til fødselsdag med en hemmelig dagsorden, og hvor jeg måtte agere gæst, indtil det var passende at slå på glasset og overraske selskabet. Min venindes datter, helt særligt. To kvinder, to mænd - kærligheden kan se ud på mange måneder – og heldigvis for det.
Jeg har viet par på stranden, i skoven, i parker og mange på Bernstorff Slot. Det er oplevelser, der er lagret i hukommelsen for tid og evighed.
Parret på billedet kom rejsende hele vejen fra Tel Aviv og med et selskab fra hele verden, fordi det i Danmark er muligt for homoseksuelle at blive viet uden at have bopæl her.
AT GØRE EN FORSKEL
Og så er der alle de små og store oplevelser; Folkemødet på Bornholm og det lidt mindre, der finder sted i Gentofte under navnet Gentofte Mødes. Begge steder oplevede jeg at deltage i debatter – både nogle, hvor jeg var på hjemmebane og andre, hvor jeg bestemt ikke var og mest havde lyst til at hoppe ned fra barstolen og spurte ud af teltet.
Men – fordelen ved ikke at være ung i det her er jo netop, at jeg ikke er bange for at fejle eller indrømme, at der er ting, jeg ikke ved.
Og så det store spørgsmål: Gør jeg en forskel? Ikke på den måde, jeg er vant til, hvor der er kort vej fra idé til handling, og det skal jeg unægtelig vænne mig til. Det kan være frustrerende, at processerne er så lange, og at så mange skal bakke op om samme idé, før den kan føres ud i livet. Samtidig er samarbejdet med andre mennesker berigende, når man som jeg altid har været en arbejdsmæssigt lonely rider, og jeg tror på, at jeg på den lange bane lykkes med at bidrage til at skabe positiv forandring.
Livet i politik har også givet mange nye venskaber, som jeg sætter ekstremt stor pris på.
AKADEMIET FODBOLD FULTON
Og så har alt jo ikke handlet om politik i 2022.
Dels søsatte vi et nyt Fulton-forløb på Bakkegårdsskolen, og i det nye år kridter vi banen op til det tredje i kommunen, også på Bakkegårdsskolen, så vi efter sommerferien har en 7., en 8. og en 9. klasse, der kører efter de principper, som vi i tæt samarbejde med Gentofte Kommune definerede for mere end 10 år siden.
Interessen ulmer positivt i flere andre kommuner for at lave Fulton, og hvem ved, om det er i 2023, at vi lykkes med at vokse ud af kommunen.
Vores lærere er enestående – de gør hver dag en stor forskel i en verden, hvor kravene bliver ved med at stige. Det er et hold, jeg også er utroligt stolt af at være en del af.
BØGER
Meget af min tid går fortsat med at skrive; artikler, hjemmesidetekster, pressemeddelelser – og bøger. Bogen om Advokatfirmaet Gangsted-Rasmussen nåede lige inden jul at slutte sig til, hvad man vel efterhånden godt kan kalde en serie af bøger om familieejede virksomheder. De to første handler om De Forenede Dampvaskerier og bilimportøren Interdan, i dag K.W. Bruun – og jeg er allerede i fuld gang med den fjerde.
Det er et arbejde, jeg elsker; at få lov at fordybe mig ikke kun i en virksomheds historie, men også i en families – og formidle historien så den bliver relevant også for efterkommerne. Det er ikke bøger, der kommer i handlen, men som laves på bestilling.
MED MERE
Og så er der alle ad hoc-opgaverne, der kommer i en lind strøm – jeg er så taknemmelig for alle dem, der finder vej til mig, og jeg elsker alt, hvad jeg laver. En blanding af alle mulige meget forskellige ting, som hver især gør mig klogere – præcis som jeg bedst kan lide det.
Godt Nytår – og tak for ordet!