GODE MENNESKER GØR FORSKELLEN

 

De pårørende skal påtage sig et større ansvar i ældreplejen, lyder meldingen fra flere borgmestre i dag, og der er ingen tvivl om, at der skal tænkes kreativt i de kommende år med flere plejekrævende ældre og stor mangel på personale.

Jeg tænker i hvert fald ikke, at vi kan skrue yderligere ned for livskvaliteten på ældreområdet.

 

Da min mor på 89 år for lidt over et år siden faldt og brækkede hoften, blev det afslutningen på et ellers selvstændigt og aktivt liv. Efter hospitalsophold og langvarig genoptræning flyttede hun ind på et af kommunens plejehjem, nu bundet til en kørestol.

Som familie så vi frem til, at hun efter fem opslidende måneder ville lande i trygge omgivelser, hvor hun kunne fortsætte livet og genoptage nogle af de aktiviteter, hun elsker, i samvær med andre.

 

Gentofte Kommune har landets højeste serviceniveau på ældreområdet, og rammerne er rigtig fine. Livskvalitet handler imidlertid også om at få stimuleret sine sanser og om nærvær og menneskelig kontakt.

 

De fleste af beboerne er meget demente og ude af stand til at foretage sig noget på egen hånd. De kan ikke føre en samtale med hinanden, se TV eller kigge i en avis. De går ofte hvileløst rundt på gangene eller sidder alene ved et bord og stirrer ud i luften. Selv måltiderne foregår i tavshed. Der er få aktiviteter og sjældent mulighed for at komme udendørs, for det trækker simpelt hen for mange ressourcer.

 

Min mor har overrasket og er mentalt blevet næsten sig selv, men sidder nu et sted, hvor hun ingen reel kontakt har til de andre beboere. Det stiller store krav til os som pårørende, for uden daglige besøg tilbringer hun det meste af tiden alene, og det kan vi ikke bære.

 

Det er ikke personalets skyld. De er fuldt beskæftiget med at løse dagens mange praktiske opgaver, og så meget, som jeg kommer på stedet, er de blevet en del af mit daglige netværk. Længe var jeg kritisk og krævende og bestemt ikke personalets yndlingspårørende.

I dag har jeg en forståelse for, at de agerer på baggrund af den prioritering, vi som samfund har foretaget i forhold til vores ældre.

 

Problemet er, at man visner, når man bliver overladt til sig selv. Hvis sanserne er det eneste, man har tilbage, skylder vi de ældre at skabe livskvalitet med mad, der dufter og smager af noget genkendeligt, oplevelsen af frisk luft i ansigtet, bevægelse, fysisk berøring og musik, der vækker minder.

 

Der er heldigvis én ting, der gør min mor rigtig glad, og det er morgenerne sammen med den faste kontaktperson. Hun er nærhed og varme, hun ser min mor som det menneske, min mor er, og giver hende en oplevelse af at bevare sin værdighed ved at sætte min mors hår fint hver dag og hjælpe hende med at udvælge det rigtige tøj. For selvom ingen længere ser det, går min mor op i altid at se pæn ud.

 

De øjeblikke er guld værd, og vi er kontaktpersonen dybt taknemmelig, men hvor kunne jeg ønske mig, at der også var mulighed for indholdsrigt samvær resten af dagen; at sidde sammen ved et bord og lave noget kreativt, gå tur ved søen eller i Gentoftegade, som har været centrum for hele min mors liv. Og man kunne med fordel samle de mest ressourcestærke på tværs af afdelingerne, så de kunne få glæde af samvær og samtale i stedet for at sidde alene.

 

Gode mennesker gør en forskel alle steder, men for borgere, der ikke længere kan tage vare på sig selv, er de altafgørende for at bevare en grad af livskvalitet. Og vi har ALT for længe talt et fag ned, som fortjener enorm respekt.

 

Derfor har vi tre vigtige opgaver i Gentofte:

  • At finde ud af, hvordan vi kan gøre det attraktivt at arbejde i ældreplejen.

  • At sikre, at medarbejderne trives og bliver længe det samme sted, så de kan skabe kontinuitet og tryghed i plejen.

  • At tiltrække flere frivillige kræfter til opgaver, der ikke handler om pleje.

 

En af de ting, der har motiverede mig til at stille op til Kommunalvalget, var netop muligheden for at arbejde for større livskvallitet og større arbejdsglæde i ældreplejen.

ældre.jpg
Facetune_28-10-2021-17-13-41.jpg